Gæstetal sætter kursen mod rekord i Vordingborg Kommunes ni lystbådehavne
Strategiplanen for havnene, som blev vedtaget i 2023, viser nu sine tydelige resultater – og arbejdet fortsætter til gavn for både borgere, turister, erhverv, foreninger og nye tilflyttere.
Vordingborg Kommunes lystbådehavne har i sæsonen 2025 rundet en historisk milepæl, med over 25.000 betalende gæster. Det er det højeste antal nogensinde og et klart bevis på, at de seneste års målrettede indsatser i henhold til kommunens strategiplan, investeringsplan og inspirationskatalog for lystbådehavnene ser ud til at give resultater.
I Vordingborg Kommune er der i alt 31 havne, hvoraf kommunen ejer de 14.
Ni af havnene driftes og udvikles direkte af Vordingborg Kommune som lystbådehavne. Kommunalbestyrelsen vedtog i marts 2023 den samlede strategiplan for lystbådehavnene med titlen “Blå oaser – Vand til mere”. Strategiplanen har som overordnet mål at sikre, at Vordingborg Kommune kan være et attraktivt sted at bo, besøge, drive virksomhed og foreningsfællesskaber i – ikke mindst gennem lystbådehavnene og Danmarks længste kyststrækning.
”Det er en glædelig nyhed og en stor anerkendelse af de beslutninger og det arbejde, der er lagt i at udvikle, vedligeholde og servicere vores lystbådehavne. Vi kan se, at investeringerne i faciliteter, broer, havneværker, oplevelser og markedsføring virker – og at vi tiltrækker flere både danske og udenlandske gæster, som har fået øjnene op for, hvor meget kyststrækning og vores område har at byde på, både til lands og vands. Og så er det glædeligt, at vi kan give vores fastliggere bedre forhold, de er trods alt en meget stor del af havnenes DNA”, siger Anders J. Andersen, Formand for Klima- og Teknikudvalget og formand for Havnerådet i Vordingborg Kommune.
De stigende gæstetal og den generelle øgning i aktiviteter og tiltag, bidrager ikke kun til havnenes udvikling, men skaber også værdi for de lokale erhvervsdrivende, foreninger og fællesskaberne omkring lystbådehavnene. Lystbådehavnene er en vigtig del af Vordingborg Kommunes profil, som kommunen med Danmarks længste kyststrækning og har en central rolle i både turisme- og bosætningsstrategien.
”Jeg vil gerne rose mine kollegaer i hele Kommunalbestyrelsen for, at vi i fællesskab har taget ansvar for vores lystbådehavne, står fast, og sammen sætter kursen for det blå Vordingborg” afslutter Anders J. Andersen.
I foråret 2025 lancerede Havneteamet et omfattende inspirationskatalog, som er blevet til i samarbejde med de lokale havneudvalg og frivillige. Inspirationskataloget er et redskab som kommunen, havneudvalg, brugere og andre frivillige kan bruge som inspiration til konkrete nye tiltag.
I november 2025 inviterer Havnerådet til det årlige møde for lystbådehavnenes brugere og interessenter – temaet for årets møde er Frivillige og Fonde, hvor inspirationskataloget naturligt vil indgå. Man kan se inspirationskataloget på www.vordingborg.dk/havneplan. Her vil invitationen til årsmødet også blive publiceret.
For yderligere information, kontakt venligst:
Anders J. Andersen, Formand for Klima- og Teknikudvalget - Tlf.:21 64 07 27
Anja Valhøj, Centerchef Plan, Byg og Intern Service Tlf.: 51 53 26 45