Koncert på Hårbølle Havn

Nyhedsbrev - Oktober 2025

Publiceret 02-10-2025

Sommeren går på hæld, efteråret banker på og inden vi ser os om, så er der flere både på land end i vand.
Vi kigger tilbage på sæson 2025 med stor stolthed – særligt over alle de tilbud, som mange har været med til at skabe ude på havnene, til glæde for turister og lokale.
Det skal I have en meget stor tak for!

Der har været run på renoveringer, projekter og markedsføring de sidste år efter strategiplanens vedtagelse, og det afspejler sig blandt andet i tallene for sæson 2025.
Vi har nemlig sat rekord med over 26.000 betalende gæster – det er naturligvis til ret stor glæde for os alle, at de indsatser der er igangsat, nu viser sine tydelige resultater.
Samlet er vores besøgstal steget med 15 %, i forhold til sæson 2024 – tak til alle jer, som er med til at understøtte, udvikle, investere og bruge jeres tid sammen med os, på at udvikle det Blå Vordingborg og understøtte Strategiplanen fra 2023, så vi sammen kan give flere, Vand Til Mere.

Vi har udsendt en pressemeddelelse om vores rekordsæson – den kan du dykke ned i her: Gæstetal sætter kursen mod rekord i Vordingborg Kommunes ni lystbådehavne | Havne Vordingborg

Sæsontal opgjort 30.09.25:

Sæcontal 2025

Stopper indsatserne så nu?
På ingen måde – tværtimod!
Vi er slet ikke færdige med at udføre alle elementerne fra Strategiplanen , og slet ikke fra Investeringsplanen og Inspirationskataloget.
Inden længe igangsættes renoveringen af en del af Stege Havn, Kalvehave Havn, nye pæle i Vordingborg Nordhavn,  nye broer i Masnedsund Havn og ikke mindst, yderligere brorenoveringer i Klintholm Havn.
Udover det, så er Foreningshavnsprojektet i Præstø Havn påbegyndt, og der arbejdes ihærdigt med det store projekt i Klintholm Havn, ”Fremtidens levedygtige oplevelses- og læringshavn”. I Stege arbejder stærke kræfter på tværs af foreninger, kommune og erhverv på, at få gang i projekt Stege Vandsportscenter.

40 millioner på vej til Klintholm Erhvervshavn
På Klima- og Teknikudvalgets møde den 14. august 2024 blev det besluttet, at der skulle arbejdes videre med den præsenterede genopretnings- og udvidelsesmodel for Klintholm Havn. Ligeledes blev der ved budgetforhandlingerne i 2024 afsat i alt 30 mio. kr. til genopretning af Klintholm Havn med henholdsvis 17,0mio. kr. i 2026 og 13,0 mio. kr. i 2027. Kommunalbestyrelsen har på deres møde den 27. august 2025 besluttet, at afsætte yderligere 10 millioner til genopretning af Klintholm Erhvervshavn, og dermed bliver den komplette løsning en realitet.

Den komplette løsning sikrer, ved hjælp af en ny stenmole, både den søndre mole samt Kalvefolden mod de skader der måtte komme af fremtidige naturhændelser som i oktober 2023. Samtidig formår løsningen at forbedre bølgeforholdene i havnen og skabe mulighed for flere CTV-pladser i fremtiden. Løsningen vil samtidig forbedre sedimentationsforholdene samt sejlsikkerheden i forbindelse med ind- og udsejling af havnen for både erhvervs- og fritidsfartøjer.
Læs sagsfremstilling og se bilag til sagen her Læs sagsfremstilling og se bilag til sagen her 

Fælles bådoptagninger
Inden længe begynder de fælles bådoptagninger, som ofte faciliteres af de lokale sejlklubber med understøttelse fra den respektive havns personale. Husk at hold dig orienteret om de fælles bådoptagninger, spørg i sejlklubben eller havnefogeden.

Vinteropbevaring
Med til bådoptagninger hører også vinteropbevaring. Vi vil i løbet af oktober og november sende opkrævninger for vinterleje ud til de bådejere, der bliver på eller i havnen. Vi opfordrer derfor alle bådejere til hurtigst muligt at give jeres lokale havnefoged besked på, om I ønsker vinterplads på eller i havnen i år, eller om I tager båden hjem. Jo før vi ved, hvor mange, der ønsker vinterplads hos os, desto bedre kan vi planlægge vinterens vedligehold.

Aflæsning af elkabler
Som lovet sidste år, så vil informationer omkring blandt andet aflæsning af elkabler blive fremsendt i e-boks, så vi er sikre på, at alle modtager informationen og der ikke opstår tvivl om frister m.m.
Vi opfordrer også til, at man genbesøger den kontrakt man har underskrevet, da man fik udleveret sit elkabel. Det kan nemlig være dyrt, ikke at få aflæst.
Sidste år skrev vi følgende og det samme gælder i 2025:

Solens stråler er så småt ved at blive udskiftet med regnens dråber, og inden længe tages flere både op og skal på land. Dem der bliver i vand, er så småt i gang med forberedelserne til dette. 
Vi sender derfor denne påmindelse til dig, der har en båd i en af vores havne. 
HUSK AT FÅ AFLÆST DIT ELKABEL - jf. den kontrakt, som du har skrevet under på ved udlevering af elkabel.
Hvis du ikke får dit elkabel aflæst inden de oplyste datoer, så vil dit elkabel blive betragtet som bortkommet eller beskadiget, og du vil blive faktureret herefter.

Hvor er medarbejderne henne?
Imens de fleste var på sommerferie, var vi på arbejde i mange timer hver dag, så vi kunne servicere vores mange gæster. Sæsonen er begyndt at tage af, så derfor begynder vi at afvikle sommerferie og afspadsering.
Derfor kan du det næste stykke tid træffe andre fra vores team, end den du måske lige plejer at tale med på ”din” havn.
Hvis der er spørgsmål du gerne vil have svar på, inden vi for alvor lukker havnene ned, så er det en god ide at stille dem inden december melder sin ankomst.
I december, januar og februar er havnene som udgangspunkt lukket ned og kun akutte sager behandles, imens vi bygger broer og renovere.
Hvis du i den periode har brug for at komme i kontakt med os, så kan du sende en mail til: lystbaadhavn@vordingborg.dk og hvis der sker en akut situation, så kan du ringe til os på tlf.: 55 36 25 10.

Havnerådsmøde 4. november 2025
Havnerådets næste møde afholdes tirsdag den 4. november 2025.
Hvis der er emner du mener Havnerådet skal se nærmere på, så send os en mail på lystbaadhavn@vordingborg.dk.
Du kan læse om Havnerådet og se dagsordener og referater fra mødet på www.vordingborg.dk/havneplan

Invitation til årsmøde – 06.11.25
Hvert år inviterer Havnerådet og Havneteamet til årsmøde. I år afholder vi det i Sejlklubben Snekken i Vordingborg Nordhavn. Vi håber at se rigtig mange til en spændene aften med information, ny viden, dialog og mulighed for netværk på tværs.
Hvis du ønsker at deltage, skal du huske at tilmelde dig. Invitation og mail til tilmelding kan du finde her: Årsmøde 06.11.25 | Havne Vordingborg
Vi håber du har lyst til at komme, så vi sammen kan fortsætte den gode kurs.

Vi ønsker jer alle et godt efterår, held og lykke med bådoptagninger og vinterklargøring.
Vi ses til årsmødet den 6. november 2025.
Husk at tip dem du kender om årsmødet og ikke mindst, send dem gerne link til tilmelding til nyhedsbrevet, så flere kan komme med ombord. 
Husk du altid kan finde information om vores havne på www.vordingborg.dk/havne og på det lidt mere overordnet plan på Strategiplanens hjemmeside.

Mange Hilsner 
Havneteamet

Nye broer i Masnedsund